Føns Østergaard

Lidt historie

Ingridmarie.dk har til huse på Føns Østergaard i Føns.

Ved matrikuleringen i 1664 var der i Føns by med Præstegården iberegnet ialt 20 gårde og 12 gadehuse. Vi kender også navnene på mændene, der havde gårde og huse i fæste. Mange af dem må have oplevet den svenske hærs overgang fra Brandsø til stranden i Tybrind Vig. Også den skat, som hver gård i landgilde skulle yde, er anført i matriklen, og ligeså er ejeren af gårdene angivet. De tilhørte
alle på nær 2, frk. Elisabeth Augusta på Tybrind, der var en datter af Christian 4. og Kirsten Munk.


Tybrind var oprindelig en landsby på en halv snes gårde; men i 1589 lod Corfitz Viffert disse nedrive ogbyggede en sædegård, som beholdt det gamle bynavn.


Dette havde til følge, at kirken i Ørslev og præsten der mistede en del af sine indtægter; thi af herremændenes jord svaredes hverken skat eller tiende. En anden følge af dette byggeri var også, at bønderne nu fra Føns måtte forrette hoveri på Tybrind. Tidligere havde de ydet dette på Sparretorn der hørte under Iversnæs, det nuværende Wedelsborg.

Østergård brændte i september 1757, men blev genopbygget, og i 1844 fik den sit endelige matrikelnummer, nemlig nr. 9. 

Der har  siden ca. 1660 været 17 fæstere eller ejere på gården, og vi er nummer 18 i rækken. 

 

 

Ovnhusvej 3, efter sidste ombygning 2010

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet Ovnhusvej menes at stamme fra et ovnhus som blev bygget i god afstand fra de øvrige huse og gårde. Her kunne beboerne bage brød for at undgå brand, som ikke sjældent opstod i forbindelse med bagning. Denne ordning eller påbud er sikkert blevet til efter opfordring fra godsejeren, der ikke kunne undgå at lide tab ved, at gårdene blev lagt i aske.